Hvis det økonomiske fundament i din virksomhed vakler, kommer du til at træffe dårligere beslutninger.
Du træffer beslutninger, der sikrer virksomhedens overlevelse fra dag til dag. Men du får ikke taget de afgørende valg, der kan sikre din virksomheds fremtid på lang sigt. Og kommer der en pludselig forandring i markedet – og det gør der jo altid – er din virksomhed særligt sårbar, fordi du ikke har noget at stå imod med.
Derfor er det som virksomhedsejer afgørende, at der er styr på økonomien.
Og i disse krisetider er det endnu vigtigere.
Så hvis du ikke allerede arbejder med de her 5 metoder, så er nu det bedste tidspunkt.
Lad os komme i gang:
Sådan bygger du et solidt fundament for din virksomhed
Under en krise er det afgørende, at du handler strategisk og med omtanke. Her er hvordan du kan styrke din virksomhed og navigere sikkert gennem usikre tider:
1. Sørg for stor likviditet:
Hvis der sker noget uforudset, er det godt, hvis alle dine midler ikke står indfrosset et eller andet sted. Derfor er det vigtigt, du har en større likviditet, end du tror er nødvendigt – for kriser rammer altid hårdere, end vi tror, fordi vi alle sammen er for optimistiske.
Hvis det ikke er en mulighed, kan du også sørge for, at du har adgang til ekstern finansiering, der kan dække uforudsete omkostninger i en snæver vending.
Og så er det selvfølgelig essentielt, at du kender til din virksomheds nulpunktsomsætning, så du altid ved, om der er overskud eller ej.
2. Se nærmere på din kundeprotefølje:
Især i krisetider er det afgørende at kende sine kunder indgående. Og hvis det er muligt dine kunders kunder, så du altid er opmærksom på mulige ændringer i deres økonomiske situation.
Du kan spørge dig selv:
- Er der nogle kunder, du er mere afhængig af end andre?
- Hvordan er deres situation lige nu?
- Hvem tjener du mest på?
- Kan du ændre noget i din portefølje for at stå stærkere?
På den måde kan du identificere dine mest værdifulde kunder, og være opmærksom på ændringer i deres situation.
Tilpas så din strategi for at imødekomme deres behov og sikre, at du bevarer din mest værdifulde indtægtskilde.
3. Stresstest dit budget:
Test dit budget ved at sige “Hvad nu hvis …” til alle de poster, der skaber omsætning for din virksomhed.
For eksempel: “Hvad nu hvis vores omsætning på reparationer af Ford-biler faldt med 45 procent næste måned?”
På den måde tester du, hvor store fald i omsætning, du kan håndtere, før resultatet går i rødt. Og så kan du lave en plan for, hvad du så skal gøre, hvis det sker.
Det gør både, at du bliver mere bevidst om dit budget, men også at du allerede har tænkt i løsninger på potentielle udfordringer inden de opstår.
4. Reducer de faste omkostninger:
Det virker måske banalt, men det kan være med til at skabe et solidt fundament for din økonomi, hvis du gennemgår dine faste omkostninger med jævne mellemrum.
Stil dig selv spørgsmål som:
- Er denne omkostning virkelig nødvendig?
- Kan du gøre den variabel ved at udlicitere den til andre?
- Kan du for eksempel skifte til en IT-platform, hvor du betaler efter forbrug?
Det kan give din virksomhed langt større fleksibilitet. Og netop sådan noget som IT-platforme ændrer sig konstant, så måske betaler du for meget for noget, der allerede er forældet.
5. Gør dine medarbejdere mere fleksible:
Sørg for at dine medarbejdere kan dække for hinanden. På den måde er du ikke helt på spanden, hvis én af dine nøglemedarbejdere bliver langtidssygemeldt eller pludselig siger op.
Det er også en måde, hvorpå du kan skabe et solidt fundament for din virksomhed. Fordi I ikke er sårbare og afhængige af enkelte medarbejdere. Du kan også med fordel se nærmere på, om der er medarbejdertyper, der er absolut nødvendige for jeres produkt eller ydelser – eller om I måske kan hyre nogle ind efter behov.
Det afgørende er selvfølgelig, at du har medarbejdere med kompetencer, der støtter op om dine strategiske mål.
6. (Bonus-metode) Undersøg mulighederne i automatisering og AI:
Kig også gerne ind i, hvordan kunstig intelligens, digitale værktøjer og AI kan automatisere jeres aktiviteter og processer.
Netop i disse år sker der store forandringer i forhold til automatiseringer på kvartalsbasis, så sørg for altid at være opdateret på det nyeste indenfor dit felt.
Ikke kun i usikre tider
Metoderne er særligt vigtige, når der er kriser – og det er også typisk der, virksomheder rent faktisk sætter tid af til at se deres økonomiske fundament efter i sømmene.
Men metoderne er nogle, du altid kan bruge i din virksomhed, så du er bedre rustet til de forandringer, der unægteligt dukker op.
Derfor skal du huske:
- Sørg for stor likviditet
- Se nærmere på din kundeportefølje
- Stresstest dit budget
- Reducer de faste omkostninger
- Gør dine medarbejdere mere fleksible
- Undersøg mulighederne i automatisering og AI.
Og så vil du altid være klar til den næste krise.
Direktørens guide til at skabe sikkerhed i krisetider
Vil du være endnu bedre rustet til at styre din virksomhed sikkert igennem kriser?
Download ‘Direktørens guide til at skabe sikkerhed i krisetider’ og få de 7 opmærksomhedsområder, der kan bringe din virksomhed sikkert igennem 2024 – og endda opbygge et endnu bedre fundament for fremtiden.